Hvor finder du akademiske artikler?

Akademiske artikler koster ofte penge at få fat i. Vi giver dig derfor en oversigt over andre måder hvorpå du kan tilgå forskellige akademiske artikler.

EBSCO

Erhvervsakademi Aarhus har købt licens til artikeldatabasen EBSCO Business Source Complete. Find EBSCO Business Source Complete her.

Du kan også finde et overblik over andre forskellige fagligt orienterede artikeldatabaser under e-ressourcer her på siden, hvor du kan søge efter og downloade forskningsartikler. Se oversigten over e-ressourcer her.

Google Scholar

Googles lillebror, Google Scholar, linker til materiale fra forlag og uddannelsesinstitutioner - fx. bøger, bachelorprojekter og akademiske artikler. Find Google Scholar her.

Metoder til at få fuld adgang til teksterne

Desværre er der ikke altid fri og fuld adgang til teksterne (det kan også forekomme i EBSCO og de andre specialdatabaser) - hvad gør man så?

Læs nedenunder, i prioriteret rækkefølge.

Unpaywall

Der findes masser af gratis forskningsartikler, der er offentliggjort med en open access licens. Den absolut letteste og lovlige måde at finde frem til en artikel i fuld tekst, er ved at installere browser-tilføjelsen 'Unpaywall'.

Trykker du på en artikel - og ligger den tilgængeligt et sted - vises en åben grøn eller gul hængelås til højre i vinduet. Klik - og artiklen downloades. Kan Unpaywall ikke finde en åben artikel, er hængelåsen grå.

Google-søgning

Du kan være heldig at finde artikler, ved at kopiere titlen (husk at sætte titlen i ”citationstegn”) og søge i Google. Ikke Google Scholar, bare Google.

Academia

Husk også at tjekke om der kan være adgang via Academia. Her er gratis adgang, hvis du bare opretter en profil.

"Move Your butt"-princippet

Princippet 'Move Your Butt' er supereffektivt og hurtigt:

Besøg ét af Aarhus Universitets biblioteker - F.eks. har det Kongelige Bibliotek licens til alverdens databaser med akademiske artikler. Dem kan du også bruge hvis du flytter en arbejdsdag til én af AU's biblioteker, fx Det Kongelige Bibliotek i Universitetsparken:

  1. Opret dig som 'privat bruger' på Det Kongelige Bibliotek
  2. Brug en stationær gæste-PC på KB - log på (login info står på PCen)
  3. På den stationære: Log på din konto.
  4. Når du arbejder på KB's egen PC har du næsten de samme muligheder for at tilgå e-bøger og artikler som én af Aarhus Universitets studerende/ansatte.
  5. Du kan ikke altid downloade artikler - hvis ikke, så opret en printkonto på KB

Kan du ikke finde den rette artikel?

Hvis du har prøvet ovenstående punkter og stadig ikke kan finde frem til en artikel i fuld tekst? Så send os en mail til biblioteket. Send gerne et link med, så går det hurtigere.

Herefter vil vi undersøge om der er adgang via ResearchGateNet.

Det er med forbehold, for forskere/forfattere på ResearchGateNet skal tjekke deres mail før vi får tilsendt artikler. Det er ikke altid de er så hurtige.