Kunstig intelligens
Kunstig intelligens kan være en stor hjælp i dit studie - hvis du bruger de forskellige værktøjer korrekt og med en dosis sund refleksion og kritik.
Ud fra vores praksis som informationsspecialister, har vi samlet et par gode råd og tips herunder.
Synes du, der mangler noget eller at der er utydeligheder, skal du endelig tage fat i os.
Hvad er generativ AI?
Generativ AI er betegnelsen for en type af sprogmodeller ('chatbots'), der på ved hjælp af kunstig intelligens skaber et svar ud fra det tekstlige input, du har givet.
I modsætning til en søgemaskine som fx Google, der præsenterer eksisterende information fra nettet ud fra dit tekstlige input, finder generativ AI på svar ud fra den information, den er trænet på efter en masse avanceret matematik, der forudsiger ordrækkefølger.. Dit input kan være et spørgsmål eller en opgave som du stiller på en særlig måde (kaldet en 'prompt').
Hvis du gerne vil have en let-ish forståelig forklaring på det dér med matematikken, så kan du læse denne artikel fra 'The Medium'.
Baseret på hvilken chatbot du bruger og dit input, kan chatbottens output være tekst, billeder, tabeller, visualiseringer, grafer, kode eller andet.
Vær opmærksom!
Generativ AIs svar virker meget, meget overbevisende. Det er vigtigt at vide, at teknologien har begrænsninger: Outputtet kan indeholde fejl og falske data.
Det er der flere grunde til: Sprogmodellen har ikke nødvendigvis adgang til kvalificeret viden indenfor dit fagområde og på det niveau, du som studerende forventes at have. Det kan være, at du ikke får beskrevet nok kontekst i din prompt, hvilket gør, at sprogmodellen selv udfylder hullerne. IT-mediet Version2 har bragt denne toprelevante artikel om hvordan chatbots'ne krænker GDPR-rettigheder - og hvorfor man ikke kan tvinge dem til at generere sandheder (NB: læs om hvordan du får adgang til artiklen hjemmefra).
Det ikke muligt at se, hvilke kilder chatbotten genererer sine svar fra - og selvom du indarbejder et krav om kilde i prompten, er det ikke altid en korrekt kilde, der nævnes.
- Generativ AI er IKKE en søgemaskine - du kan ikke validere output på basis af kildekritisk metode.
- Generativ AI er derimod en velformuleret samtalepartner, hvor du skal reflektere kritisk over validiteten og fagligheden af 'samtalen'.
Hvordan kan jeg bruge chatbots i studiearbejdet?
Du kan inddrage generativ AI i mange forskellige faser af dit studieprojekt. Du kan fx bruge teknologien
- til at danne et indledende overblik over et komplekst emne, en teori eller et begreb, inden du selv undersøger det i dybden.
- i projektets idéfase til at generere idéer og komme med kreative input.
- som hjælp til at komme i gang med skrivearbejdet, ved at generere en disposition med inspiration til relevante afsnit.
- som sparringspartner, der i skriveprocessen genererer forslag til sætninger eller tekststykker, som du kan arbejde videre med.
- til at give feedback på dine tekster. Indsæt et tekststykke og bed om feedback på f.eks. grammatik, opbygning eller tekstens klarhed. På den måde kan du forbedre dine skrivefærdigheder.
- til at lave et referat af længere artikler og tekster, som ligger på nettet eller som du selv indsætter i chatbotten.
- til at lave lister eller sætte emner i alfabetisk orden
- til at lave illustrationer og modeller til din opgave (visse værktøjer).
- til at oversætte tekst til tale (visse værktøjer).
Miniguide til prompting
Et prompt er det tekstinput, du giver en AI-chatbot, hvor du beder den skabe et særligt output. Der er flere måder at prompte på: Du kan lave et kort prompt og ping-ponge videre med chatbotten, hvor du løbende beder om at få outputtet skåret til. Eller du kan fra start lave en meget omfattende prompt. Generelt gælder det, at jo mere præcis, du kan være omkring det ønskede output, jo mere præcise svar får du.
I artiklen 'Getting started with prompts for text-based Generative AI tools' fra Harvard University får du tips til at lave gode prompts. Her kan du bl.a. læse, at du skal:
- være specifik og stille en konkret opgave
Jo mere præcis, du kan formulere den opgave, du stiller chatbotten, jo bedre output vil du få. - tildele roller til AI’en og dig selv
Hvem spørger og hvem svarer – er du f.eks. en mødefacilitator eller en studerende, og skal AI svare som en coach eller en faglig ekspert?
Eksempel: “Du er en AI-assistent, der hjælper en studerende med at forstå konceptet bag kvantemekanik. Forklar det på en simpel måde.” - styre outputtet
Hvis du ønsker et bestemt format, skal du skrive det: Tekst, billede, liste, tabelopstilling eller…?
Hvis det er en tekst: hvad er stilen og sprogtonen, hvad er outputtets omfang og opsætning? Skal det sorteres med overskrifter?
Hvis det er et billede: hvad er den visuelle stil, hvilken vinkel ses billedet i (fugle- eller frøperspektiv)? Brug gerne sammenligninger, det hjælper AI med at ramme det ønskede udtryk (”som i en gyserfilm”). - give do’s & don’ts og eksempler
Hvis chatbotten gerne må medtage noget, men skal udelade noget andet, bør du nævne det. Giv også gerne eksempler på noget, der ligner det output, du gerne vil have. - justere outputtet i en videre dialog
Bed om justeringer og tilføj yderligere instrukser, indtil du er tilfreds. Disse justeringer simulerer en dialog med AI’en.
Eksempler på prompts
Ethan Mollick er en amerikansk forsker, der bl.a. undersøger generativ AI. I hans blogindlæg 'Working with AI: Two paths to prompting" får du eksempler på, hvordan du kan prompte.
Har du brug for inspiration til hvordan du kan starte en prompt for at få chatbotten til at gøre noget bestemt? Tjek disse prompt-startere (pdf).
På bibliotekets canvasside kan du tjekke modulet ''Informationssøgning til litteraturstudiet eller bachelorprojektet' ud. Her er en vejledning til hvordan du bruger en generel AI-chatbot til at udvikle idéer til problemstillinger og undersøgelsesspørgsmål.
Kan også inspirere selvom du tager en uddannelse på akademi-niveau!
Vær kritisk!
Generativ AI er ikke en kilde i sig selv men et sammenkog af mange oprindelige kilder, som du ikke kan få indblik i. Derfor skal du være kritisk.
- Husk, at det generelt kræver baggrundsviden, før du kan vurdere outputtets kvalitet.
- Du bør altid lave flere prompts om det samme emne og ikke bare acceptere chatbottens første output. Du kan sagtens opleve at få forskellige svar, når du spørger på forskellig vis til det samme emne.
- Du kan godt indbygge et krav om kildehenvisninger i din prompt, men da et AI-genereret svar ikke nødvendigvis er korrekt eller specielt kvalificeret, behøver hverken svar som referencer at være korrekte. Og - hvis referencen faktisk eksisterer, har den ikke nødvendigvis det indhold, chatbotten påstår.
- Tjek derfor outputtet med flere rigtige (praktiske som akademiske) kilder, du selv har fundet.
Der findes mange slags chatbots - generativ AI - og de har forskellige styrker og svagheder. De mest kendte er nok:
- ChatGPT (udviklet af OpenAI)
- Copilot (udviklet af Microsoft, baseret på ChatGPT4 & Bing)
- Gemini (udviklet af Google)
De kan noget forskelligt og fås i en gratis version og en betalingsversion, der kan mere. Her kan du linke til en pdf, hvor ChatGPT, Gemini (dengang kaldet 'Bard' og Copilot sammenlignes. Du kan også se hvad du får ud af at opgradere til en betalingsversion.
Generativ AI genererer indhold ud fra det materiale, teknologien er blevet trænet på. Generelle chatbots som fx ChatGPT er trænet på et massivt opbud af tilgængelige tekster, mens akademiske GAI er trænet på akademisk indhold fra klart afgrænsede databaser.
Det er derfor 'svært' at få en generel chatbot til at oplyse en nøjagtig kilde til den genererede tekst, mens den nøjagtige kilde er basis for de akademiske generative AI'er.
Generelle søgemaskiner med AI
Copilot genererer output på basis af træningstekster + sender søgninger afsted med Bing, derfor kan Copilot levere kilder til dens output. Vores faglige vurdering er dog at kilderne er mere eller mindre korrekte - og ofte ikke kilder, vi ville vælge efter en kildekritisk evaluering.
Et værktøj, der markedsfører sig som en 'rigtig' AI-baseret søgemaskine, er Perplexity. Din prompt genererer en tekst, og du får 5 kilder, der understøtter svaret.
Perplexity er en god start på en studiemæssig informationssøgningsproces, men værktøjet kan endnu ikke stå alene. Som tilfældet også er ved Copilot, er kilderne ikke altid de bedste set ud fra et kildekritisk hensyn. Og nogle gange indeholder kilderne simpelthen ikke den information, Perplexity har skrevet.
Teknologien forbedres dog hele tiden, så en troværdig afløser til Google, baseret på AI, er lige om hjørnet.
AI Overview
Googles AI-baserede søgemaskine, AI Overview, er under udvikling og er i øjeblikket ved at blive rullet ud i USA (maj 2024). Den forventes at blive tilgængelig for alle brugere i verden senere i løbet af 2024. Værktøjet promoveres pt ikke som en afløser af Google, men som en udvidelse til Google med flere avancerede søgemuligheder.
Akademiske søgemaskiner med AI
Værktøjer, der kombinerer kunstig intelligens og akademisk indhold, er noget mere præcise mht svar og kilder end de generelle chatbots. Det er fordi værktøjerne har snablen nede i databaser, der både har et afgrænset indhold (akademiske artikler og litteratur) og derudover har stærke algoritmer, der styrer & leverer emneord.
Værktøjernes formål er ikke bare at finde akademisk litteratur, men også at sætte det i relationer til anden forskning, forklare indhold, sammenligne flere publikationer, analysere data - alt efter værktøj og om du kører gratis, eller har en betalingsversion.
Læs om udvalgte akademiske søgemaskiner/hjælpeværktøjer i FAQ-afsnittet 'Værktøj: Søg efter og forstå akademiske artikler' længere nede 🔽🔽🔽
Du har optaget et eller flere interview til dit projekt. Det er ikke optimalt at analysere indholdet på tværs af flere lydfiler, så du skal have transskriberet filen, dvs. 'oversat' den fra lyd til tekst.
Det er en tidskrævende proces, så det er godt at der er hjælp at hente.
Brug værktøjet Good Tape!
Det er udarbejdet af det danske mediehus Zetland, og der er flere fordele:
- Det er gratis (opret en profil: der er goder for registrerede brugere ift brug uden registrering)
- Det er dansk produceret - så den burde opfylde krav til GDPR
- Det er pivnemt at bruge
- Det kræver naturligvis at du har en excellent lydkvalitet i dine interview - book mikrofoner hos biblioteket (link til vores AV-side)
EAAAs egen megaseje Søren Borgstrøm har lavet en supergod vejledning til Good Tape (youtube). Se videoen, om ikke andet for at blive underholdt!
Så kan du bruge din tid på opgaven i stedet for på rugbrødsarbejde.
Der findes mange AI-baserede akademiske værktøjer. Dette er kun et lillebitte udsnit.
Elicit
Hjælper dig i gang med din akademiske informationssøgning!
Du stiller et undersøgelsesspørgsmål, og Elicit søger i akademiske artikelbaser efter relevant litteratur baseret på dit spørgsmål. Litteraturen kan filtreres på forskellig måde, og du kan tilvælge forskellige analyser ('columns') så artiklerne bliver beskrevet i dybden.
- Bruger du gratisversionen, har du et begrænset antal søgninger.
- Du kan linke til en kort beskrivelse af alle artikler, men ligesom i Google Scholar skal du selv finde frem til den fulde version. Læs vores artikel om hvordan du får adgang til akademiske artikler.
Consensus
Værktøjet hjælper dig, som Elicit, med at finde, strukturere og forklare akademiske artikler.
- Bruger du gratisversionen, har du et begrænset antal credits til at få forklaret eller sammenligne artikler.
- Du kan linke til en kort beskrivelse af alle artikler, men ligesom i Google Scholar skal du selv finde frem til den fulde version. Læs vores artikel om hvordan du får adgang til akademiske artikler.
SciSummary
Upload en akademisk artikel, og SciSummary laver en grundig opsummering af artiklen, giver overblik over modeller og tabeller, klikbare referencelister mv.
- Gratisversionen giver dig kun mulighed for at jonglere med 10.000 ord om måneden - altså ordoptælling per artikel. Det er sgutte meget ... kun ca. 1-2 artikler, bare for at få dig hooked 😉
- Til gengæld koster 'Premium' kun $5 om måneden (jan. 2024), og her får du hele 1.000.000 ord om måneden (ca. 75 artikler) og flere andre analysemuligheder.
Vær opmærksom på at du kun må uploade artikler, du har anskaffet ad lovlig vej 😉
ExplainPaper
Upload en akademisk artikel - marker tekst du ikke forstår, og få en forklaring på et andet fagligt niveau, fx på gymnasieniveau.
- Gratisversionen kan hjælpe dig med at forstå afsnit i akademiske artikler. Baseret på chatGPT 3.5.
- Betalingsversionen kan mere - fx opsummere hovedpunkter.
Vær opmærksom på at du kun må uploade artikler, du har anskaffet ad lovlig vej 😉
Baggrundsviden og kritisk sans
Vi har kun nævnt en my af alle de AI-baserede studieredskaber, du kan finde. De er valgt ud fra anmeldelser og brugbarhed.
De kan gøre dele af dit arbejde mere hurtigt og effektivt end hvis du skulle gøre det samme manuella, men de er ikke fejlfrie. En gennemgående begrænsning ved dem alle er, at de uvægerligt reproducerer fejl og bias fra de data, de trækker på, og måske endda er trænet ud fra en begrænset pulje af artikler.
For at kunne gennemskue om værktøjernes analyser er gode nok, skal du på forhånd have en grundlæggende viden om det emne, du vil undersøge. Det får du fx fra en lærebog om emnet!
Smut forbi biblioteket og snak med bibliotekarerne, eller søg & bestil én via EAAAs biblioteksbase - eller søg & bestil fra alle Danmarks biblioteker via bibliotek.dk.
Med kunstig intelligens kan du få lavet illustrationer til din opgave hvor du ikke skal bekymre dig om hvorvidt du krænker en kunstners ophavsret.
Her er to gratis værktøjer:
- Copilot
Copilot er baseret på ChatGPT4 og genererer billeder og tabeller ved hjælp af teknologien DALL-E.
Her kan du downloade et eksempel på billede- og tabelgenerering med Copilot.
For at bruge Copilot, skal du lave en bruger baseret på en email.
Er du allerede logget på Microsoft 365 med dit personale eller studielogin, er den gratis version af Copilot også en del af pakken.
Erhvervsakademiet har valgt at lukke for den fulde 'enterprise-version' af Copilot grundet GDPR-problemer. I enterprise-versionen kan man bl.a. uploade og analysere dokumenter. - Adobe Firefly
Adobe har udviklet Firefly (der pt stadig er gratis).
Firefly genererer billeder, der kan redigeres med forskellige prædefinerede stile.
Hvis du har en licens til Adobe Photoshop, kan du overføre de AI-genererede billeder og arbejde videre på dem.
Her kan du downloade et eksempel på billedgenerering i Firefly.
For at bruge Firefly, skal du lave en bruger baseret på en email.
Vil du bruge et AI-genereret billede eller tabel i din rapport, bør du under billede eller tabel skrive: 'Genereret af Copilot/Adobe Firefly' og lave en registrering i din litteraturliste (se 'Vejledning til studerende om brug af AI' - på StudieUpdate eller DeltidsUpdate)
AI som værktøj og sparringspartner:
I øjeblikket er brugen af generativ AI som studiemakker i eksamensopgaver stadig et emne, der skiller vandene. Derfor vil det være bedst at være åben om processen. Ligesom du forklarer dit valg af teori og metoder, bør du også beskrive din brug af GenAI i metodeafsnittet.
Kvaliteten af denne beskrivelse, samt hvor dybt du reflekterer over effekten og eventuelle konsekvenser af dine valg, vil blive taget i betragtning i vurderingen – naturligvis kun, hvor det er relevant og muligt.
Det betyder, at din skriftlige opgave bør indeholde et afsnit om hvordan AI er blevet brugt, også selvom teknologien ’kun’ har været brugt til at rette grammatik og stavefejl.
AI som medskaber:
Generativ AI kan i nogle tilfælde blive 'mere' end end sparringspartner. Er dit fagområde grafisk design, og arbejder du på en illustration, skabt af generativ AI, så har chatbotten været en kreativ medskaber mere end bare en sparringspartner. Har du gennem generativ AI skabt personaer eller interviewpersoner, hvor outputtet bruges i din opgaveløsning, er botten også mere end en sparringspartner.
Når generativ AI bliver en kreativ medskaber, skal du begrunde det i metodeafsnittet, og dokumentere det i bilagsafsnittet.
Sådan dokumenterer du processen i bilagsafsnittet:
- Udvælg de vigtigste dele af den kreative proces hvor AI har været kreativ medskaber - fx som skærmprint.
- Kommentér de udvalgte dele i processen: Hvordan / på hvilken måde har de været skelsættende eller essentielle for din problemløsning?
Generativ AI er sprogmodeller, der genererer indhold ud fra det materiale, teknologien er blevet trænet på. Generelle chatbots som fx ChatGPT, Gemini osv. er trænet på et massivt datasæt af tekst og kode fra en række forskellige kilder. Dette datasæt omfatter bøger, artikler, kode, websteder og andre former for tekst.
Det er 'svært' at få en generel chatbot til at oplyse en nøjagtig kilde til den genererede tekst, da værktøjet ikke 'forstår' dit spørgsmål, men blot genererer output baseret på de ord, du har brugt + en masse avanceret matematik, der forudsiger ordrækkefølger.
Hvis du gerne vil have en let-ish forståelig forklaring på det dér med matematikken, så kan du læse denne artikel fra 'The Medium'.
Mediehuse stopper for scraping
At sprogmodellerne er blevet trænet på scrapet (indsamlet) indhold fra nettet uden ophavsretshavers godkendelse og at de ikke præcist kan dokumentere hvilken kilde, der er blevet brugt til at generere et svar, har gjort, at mange af de store, velrenommerede nyhedsmedier har lukket for AI-bots. Se TV2's bot-afviser-side 😶
Mediehusene anser retmæssigt srapingen for en krænkelse af ophavsretten - simpelt tyveri af mediernes levebrød - og flere har stævnet virksomhederne bag AI botsne.
Skal du selv træne en chatbot? Så er det vigtigt at du læser vejledningen fra RettighedsAlliancen nederst i dette opslag 🔽🔽🔽
Skævvridning af virkeligheden
At de store mediehuse i ind- og udland har lukket af for AI-bots gør, at opdaterede svar kun genereres på baggrund af uddaterede 'træningstekster' samt de medier, der ikke har lukket for AI-crawlere. Det gælder pudsigt nok for højreorienterede medier som fx. Breitbart og Fox News, eller omdiskuterede medier som det danske Den Korte Avis. Hvem sagde bias???
Vil du læse mere om problemstillingen, er her en kort artikel fra 'Medietrends'.
Din prompt - dit ansvar!
Ophavsretsproblematikken (plagiat!) er også til stede - omend helt usynligt - når du kreativt bruger generativ AI til at skrive tekster eller generere billeder. Føler en kunstner eller en virksomhed sig krænket på sine immaterielle rettigheder, kan det resultere i en retssag. Hvem har skylden?
Ophavsrets-professionelle er naturligt nok uenige, men mange sammenligner AI-teknologierne med et gevær: Det er ikke våbnet, der dræber, men det menneske, der beslutter at bruge våbnet til mord. Derfor er det brugerens ansvar at prompte på en måde, så bottens output ikke læner sig op ad bestemte værker eller kunstnere. Her er et par bud:
- Lav et billede af et dystopisk bymiljø som tegnerne Moebius og Jodorowsky ville gøre det
- Skriv en afsluttende eksamensrapport på baggrund af den oploadede tekst [bibs kommentar: et par oploadede filer fra skolens studierapport-arkiv)
OBS hvis du træner en chatbot
RettighedsAlliancen har udarbejdet en vejledning til danske institutioner og virksomheder, om hvad du skal være opmærksom på når du træner en AI-chatbot.
Vejledningen giver generelle retningslinjer, herunder krav om samtykke, lovlig adgang til indhold, og forbud mod kopiering af beskyttet indhold uden tilladelse. Vær især opmærksom på at du ikke træner på ophavsretsbeskyttet indhold (bøger, artikler, videoer, sociale medier osv).
Derudover (!!) bør du heller ikke træne en bot på GDPR-følsomt materiale (nb: dette har dog ikke noget med ophavsret at gøre).
Vejledningen understreger også ansvar og konsekvenser ved overtrædelse af ophavsretslovgivningen i forbindelse med udvikling af AI-modeller og -tjenester.
Er du studerende
... skal du orientere dig på StudieUpdate i menuen 'Eksamensregler' (for fuldtidsstuderende, kræver login).
Er du deltidsstuderende, skal du orientere dig i menuen 'Eksamen' på DeltidsUpdate (kræver login)
Vi peger specifikt på akademiets vejledninger 'Generativ AI' (opdateres hvert semester) og 'Undgå eksamenssnyd'.
Er du underviser
... finder du information både på Update og på Canvas. På Update er informationen samlet under 'Afdelinger og Udvalg' > 'AI Taskforce' (kræver login). Her er samlet vejledninger målrettet undervisere og studerende så du får et overblik over de officielle udmeldinger. Du finder også et link til AI Taskforcens Canvasside, hvor du kan finde nyheder om AI og inspiration til dit eget arbejde.
Kunstig intelligens er på kort tid blevet en uomgængelig teknologi overalt i samfundet og på mange arbejdspladser. Derfor er det vigtigt, at man som studerende og ansat på Erhvervsakademi Aarhus også bliver fortrolig med at bruge kunstig intelligens, hvor det giver mening - og på en forsvarlig måde.
På akademiet arbejder vi løbende med at være på omgangshøjde med udviklingen. Bl.a.:
- har vi etableret et internt udviklingsforum bestående af undervisere og ledere, der følger den teknologiske udvikling og eksperimenterer med AI-teknologier i undervisningen
- forsker vi i koblingen mellem kunstig intelligens og uddannelse, herunder hvordan anvendelse af generativ AI påvirker de studerendes læring
- udarbejder vi løbende retningslinjer for brugen af kunstig intelligens til både studerende og undervisere. Retningslinjerne revideres hvert halve år, så de så vidt muligt modsvarer den aktuelle udvikling