Gode e-bøger sites
Google Books
Google Books er Googles specialsite for bøger. Nogle tekster er der fuld adgang til (open access-bøger), andre er der delvis adgang til - og andre igen ligger kun med en beskrivelse.
Har du fået anbefalet en lærebog, men kan lige nu og her ikke få fat i den, kan det være et forsøg værd at tjekke Google Books ud - måske er den bid information, du har brug for, frit tilgængeligt.
Husk at der ligger revl og krat på Google Books - vær kildekritisk!
Directory of Open Acces Books
De fleste akademiske forlag har et udvalg af Open Access e-bøger. Du behøver ikke at lede på nettet efter denne type bøger - de er alle at finde via portalen ‘Directory of Open Access Books’.
Find bøger enten ved en fritekstsøgning (‘Search’) eller afgræns ud fra titel-, emneords- eller forfatterliste (Browse’)
CABI Open Access Books
CABI er et akademisk forlag, der specialiserer sig i dyre- og plantevidenskab samt turisme. Vi har en masse af deres kvalitetsbøger stående på biblioteket. CABI udgiver også nogle få af deres titler som open access.
E-bogslicenser på folkebiblioteker
Via folkebibliotekernes hjemmesider har du adgang til et udvalg af e-resurser. Blandt licenserne er der også adgang til at låne fag- og skønlitterære e- og lydbøger.
Bor man i Aarhus hedder menuen ’Netmedier’, i Horsens ’Det digitale bibliotek’, men det kan også hedde ’onlinebiblioteket’, ’e-biblioteket’ osv.
Du får adgang til e-resurserne med dit folkebiblioteks-login.
Et udvalg (ikke alle kommuner har de samme licenser så der kan være store forskelle):
- Books24/7 ITpro – IT-bøger
- E-reolen - Danske fag- og skønlitterære e- og lydbøger.
- Ebook Central (flere varianter med generel eller akademisk indhold)
- Safari Tech Books – IT-bøger